MERE OM DIFFERENTIERET BOLIGAFGIFT

Boligretsdom af 11. Juni 2013 der fastslår, at der ikke var belæg for en forhøjet boligafgift på visse lejligheder i foreningen.

Andelsboligforening med 28 beboelseslejemål blev stiftet i 2002. På stiftelsestidspunktet var 6 taglejligheder under indretning, dog var 2 færdige og udlejet. I forbindelse med stiftelsen blev der vedtaget et særligt beliggenhedstillæg til boligafgiften for taglejlighederne. Alle andele betalte en basisboligafgift på ca. kr. 300 pr. m2. Taglejlighederne betalte incl. beliggenhedstillægget kr. 1.200 pr. m2. Andelshaverne har andel i formuen i forhold til basisboligafgiften.

Det fremgår ikke umiddelbart af andelsboligforeningens vedtægter, at der er denne forskel på boligafgiftens fastsættelse. I 2008 blev nogle af andelshaverne i taglejlighederne opmærksomme på den store forskel i boligafgift.

Retten begrundede sit resultat med bl.a. følgende:

”Bestemmelser eller vedtagelser, der i en andelsboligforening forrykker andelshavernes indbyrdes stilling således, at boligafgiften diffentieres, kræver en klar og sikker hjemmel i foreningens vedtægter eller stiftelsesgrundlag i øvrigt…..

Der foreligger den fornødne hjemmel til opkrævning af såkaldt beliggenhedstillæg hos andelshaverne i taglejlighederne…..

En differentiering af boligafgiften i en andelsboligforening kan alene ske på baggrund af tungtvejende og saglige hensyn og skal desuden ske under hensyntagen til den andelsretlige lighedsgrundsætning…..

Det beliggenhedstillæg, der alene pålægges andelshavere i de 6 taglejligheder og som ifølge foreningens regnskab for 2008 udgjorde mere end 40% af den samlede boligafgiftsbetaling er ikke længere sagligt begrundet i forskelle i boligernes stand og beliggenhed i et omfang, der kan begrunde en så markant differentiering i boligafgiften…..

Vedtagelsen om differentieret boligafgift er således ikke længere (min fremhævelse) fuldt ud sagligt begrundet, idet det herved bemærkes, at vedtagelsen tillige indebærer en forskydning i relation til andelshavernes andel i foreningens formue,…..”

Retten fandt heller ikke, at andelshaverne ved deres køb havde samtykket i forskelsbehandlingen, idet retten siger:

”Et samtykke må forudsætte en klar viden om det, der skal samtykkes til.”

Endvidere fandt retten ikke, at der var udvist passivitet eller at krav om nedsættelse var forældet.

Til gengæld fandt retten ikke grundlag for at fastsætte, hvor meget beliggenhedstillægget skulle nedsættes med.

Dommen lyder således alene på, at boligafgiften for andelsboligerne på dagen for dommens afsigelse (11. juni 2013) skal nedsættes!

Kommentar:

På trods af den meget store forskel på boligafgiftens størrelse, er det efter min opfattelse klart, at hvis stiftelsesgrundlaget og navnlig vedtægterne eksplicit havde fastsat forskellen, var resultatet næppe blevet det samme.

Dommen illustrerer således samspillet mellem stiftelsesgrundlag, lighedsgrundsætning og grænser for forskelsbehandling, ikke mindst som tiden går.

Tags: