Andelshaver ansvarlig for håndværkers skader

Af Lars Brun Nielsen 15-03-2017

Østrelandsret har i en sag, refereret i Grundejerens domssamling 2017/05, afsagt dom hvor en andelshavers blev fundet erstatningsansvarlig for skader, som andelshaverens håndværkere påførte en anden andelshaver og andelsboligforeningen. Dommen præciserer ret klart hvilke betingelser der skal være opfyldt.

Sagens omstændigheder er nærmere således.

En andelshaver AH havde entreret med enterprisevirksomhed NT om at renovere hendes badeværelse. NT havde ikke tegnet ansvarsforsikring og gik efterfølgende konkurs.

AH havde ikke, som foreskrevet i foreningens vedtægters § 13, på forhånd sikret sig bestyrelsens godkendelse af renoveringen.

I forbindelse med arbejdets udførelse påfører NT gulvet en tyndtflydende hurtigttørrende selvnivelleringsmasse. NT sørger ikke for tilstrækkelig tætning og massen løber gennem gulvet, ned i underboens badeværelse, hvor den størkner på vægge og forstopper gulvafløbet.

Skaderne er betydelige, badet kan ikke længere anvendes.

Da underboen ikke umiddelbart kan formå hverken NT eller AH til at udbedre skaderne, indtræder andelsboligforeningen A/B for at hjælpe underboen.

A/B foretager herefter en nøje registrering af skaderne og forestår udbedring. Udgifterne beløber sig til kr. 63.603,00.

Da AH nægter at betale og NT er gået konkurs, anlægger A/B sag mod AH, der i byretten dømmes til at betale det fulde beløb til A/B med kr. 63.603,00.

AH anker sagen til Østre Landsret der stadfæster dommen. Landsretten lægger vægt specielt på følgende forhold:

-  At NT som følge af den manglende tætning ikke havde udført arbejdet håndværksmæssigt forsvarligt og som følge deraf som udgangspunkt alene var erstatningsansvarlig

-  At AH i forhold til A/B var nærmest til at sikre, at den håndværker hun gav adgang til sin andelsbolig, kunne udføre arbejdet håndværksmæssigt forsvarligt, ligesom hun er nærmest til at bære risikoen ved at antage en håndværker, der ikke er ansvarsforsikret, og således er erstatningsansvarlig når NT ikke kan betale.

I praksis betyder det at en andelshaver i meget vidt omfang kan gøres ansvarlig for sine håndværkeres skader i det omfang håndværkeren ikke selv kan betale eller har ansvarsforsikring.

For at undgå disse for alle parter meget kedelige sager bør man som andelshaver altid vælge håndværkere der kan dokumentere at de har ansvarsforsikring. Ligeledes bør man altid i god tid give bestyrelsen besked på forhånd når man ønsker at udføre betydende arbejder i sin lejlighed. Som bestyrelse bør man overveje at indskærpe at der altid skal anvendes ansvarsforsikrede håndværkere.

Lars Brun Nielsen advokat (H) ønsker du dommen tilsendt mail lar@hansenthomsen.dk

Tilbage

Ring mig op

Vi kontakter dig på tlf.


×

Book et møde

×